Suzanne Swannie

Danske Klatmalerier

 

Der er ikke megen stillen sig an i brugen af betegnelsen ”klatmalerier”, som Suzanne Swannie bramfrit har valgt at benævne sine små koncentrerede billednoter, der i 2020 bliver udstillet i Galleri Ewald. Om de ligefrem er klattede i deres koloristiske tilgang må være op til den enkelte at bedømme, men ved at sammensætte billedfladerne som fragmenterede collager pirrer hun ved nogle normer for pænhed. Og så sniger forhistorien sig alligevel ind.

 

Susanne Swannie henviser til en beskrivelse af to canadiske kunstneres møde med skandinavisk kunst så tidligt som i 1913. (Ronald Nasgaard, 1984). Her blev der i Canada vist en udstilling under overskriften: ”The Mystic North – Symbolist Landscape Painting in Northern Europe and North America 1890-1940”. Beretningen ramte lige ned i den dobbelthed, der kan udspringe af at have levet under to kulturer – den nordiske og den canadiske – og blev startskuddet til arbejdet med de ”Danske Klatmalerier”.

 

Suzanne Swannie har gjort hele rejsen med – set under en tekstil lup. Som ung kom hun i værkstedslære hos navnkundige Kirsten og John Becker, hvis tekstile arv udsprang af kontrasten mellem Gerda Hennings klassiske tilgang til vævning og en internationalt funderet funktionalisme. Siden kom årene i Sverige, der med Borås som tekstilt kraftcentrum stod stærkt, teknisk og teknologisk, men måske ikke ligefrem modtageligt for de internationale strømninger, der fra først i 1960’erne kom fra bl.a. tekstilbiennalerne i Lausanne og siden opbruddet i østbloklandene.

 

Strømninger, der til gengæld kom i spil gennem årene i Canada, hvor Suzanne Swannie valgte at arbejde i så forskellige retninger som fladvævede gulvtæpper i geometriske mønstre, metervarer med referencer til danske bondevævninger og rumlige formationer i ikke-tekstile materialer. Store formater, masser af klassisk design til brugstekstiler og ikke mindst dialogen med kolleger og studerende. Vidt forskellige tilgange, der kulminerede med en omfattende retrospektiv separatudstilling i 2008 – ”Danish Modern – Suzanne Swannie Textile” vist på Mount Saint Vincent University i Hallifax, Nova Scotia, Canada.

 

Ti år senere er Hallifax skiftet ud med Stege på Møn, de store formater er kondenserede til malerier i miniformat og beretningen om de tidligere så omfangsrige udsmykningsopgaver er afløst af en sanselig nærhed med plads til at eksperimentere og genopdage det at være skabende.

253 Terry Francois Street, San Francisco, CA 74059  |  1-800-000-0000

Copyright @ All Rights Reserved

UA-69687651-2

Galleri Ewald