Kattegatkunstnerne besøger Møn fra 5. august til 14. september.

 

Vi glæder os til at besøge det smukke Galleri Ewald, og er spændte på at vise, hvad vi går

og arbejder med heroppe på Sjællands nordligste kyst.

 

”Kattegatkunstnerne” er en gruppe kunstnere, som alle bor i Gribskov Kommune. Vi er samlet om at skabe gode, interessante udstillinger med et meget varieret udtryk. Gruppen startede i 2007.

 

Vi er 6 kunstnere fra gruppen, der rykker ind i Galleri Ewald, Søndersognsvej 101 i Svensmarke.

Der udstilles både olie- og akrylmalerier, mix media, akvareller og skulpturer i fiberbeton.

 

Der er fernisering lørdag den 5.8 fra kl. 14 – 17, hvor alle kunstnerne er til stede. Ellers kan udstillingen ses i Galleriets åbningstid torsdag til søndag kl. 11- 17, når flaget er ude, eller efter aftale på telefon 26 72 26 00. Dog lukket fra den 31. august til den 8.september, da galleriejerne holder en lille ferie.

 

Herdis Rye Sørensen: ”Jeg elsker at male, og udtrykke mine tanker på et lærred.

Jeg maler byens puls, dens energi og med mange farver i mine innovative billeder.

Anderledes er det med mine blomsterbilleder, der står stærkt med mine indtryk af de skønne blomster, der alle er naturalistiske og malet i olie”.

 

Lone Reich er mangeårigt medlem af Kattegatkunstnerne. Maler olie på lærred og som regel naturalistisk.
Har modtaget flere priser og er tilknyttet ”Galerie Knud Grothe” i Charlottenlund.

 

Solveig Keller: ”Naturoplevelser inspirerer mig til at male mine utradi­tionelle / anderledes akvareller. Elementerne i kompositionen er genkendelige, men ikke natura­listiske.

Farvernes harmoni / disharmoni er også af stor betyd­ning for arbejdet med billederne.

Alle værker rummer en skjult historie, der giver forbin­delsen til det menneskelige aspekt”.


Annelise Lemche maler efter egne skitser og inspireres af verden omkring sig. Træerne på kanten ved Møns klint, de sortklædte kvinder ved stranden i Helsingør, det orange tag ved Limfjorden. ”Jeg maler med olie på lærred, akvarel, pastel og blæk. ” Som noget nyt udstilles skulpturer i fiberbeton, meget inspireret af fortidens Kykladekultur og Etruskerne.

 

Pia Vestmars indignationen over, hvor dårligt vi behandler kloden, vi bor på, samfundets svagest stillede og naturligvis også dyrene, udmønter sig i billeder med dette som hovedtema, og det præger i stigende grad hendes produktion.

 

Rita Handest elsker at eksperimentere og har til denne udstilling valgt at udstille en serie med en Thaibokser i 4 forskellige udtryk. ”Jeg har tegnet og farvelagt med farveblyanter, malet i akryl, jeg har billedbehandlet i min computer og fået vilde farver frem; sidst men ikke mindst har jeg malet ham med akvarelfarve.”

 

Se mere på www.kattegatkunstnerne.dk vores facebookside: Kattegatkunstnerne eller www.galleri-ewald.dk